Dette er to af seks gammeltestamentelige fortællinger i en ny forlagsserie Noas ark og Jonas og hvalen. Historierne genfortælles på to læseniveauer placeret hhv. øverst og nederst på siderne. Den øverste er fortalt i nutid, og er så kortfattet at historien ikke længere er hverken meningsfuld eller forståelig for selvlæseren. Den lidt længere genfortælling i datid gengiver historierne loyalt men uhyre kortfattet. Med et lix-tal på 13-14 vil de kunne selvlæses af en del elever på 1.-2. klassetrin (7-8 år). Illustrationerne er helsides farvelagte stregtegninger i en romantiserende og naivistisk stil, hvor der også bliver plads til pingviner og elge i det bibelske landskab (Noas ark). Der udarbejdes læsevejledning og opgaver til serien, men den vil næppe kunne bære et egentligt fagligt arbejde, og serien er ikke relevant til højtlæsning.