Et, for de fleste børn, mindre kendt eventyr i en forenklet udgave. Nøddeknækkeren og Musekongen (97/39) er en tidligere og noget mere omfattende udgivelse til den samme målgruppe, nemlig børn i indskolingen. Pigen Marie får en magisk nøddeknækker af sin gudfar i julegave. Julenat bliver den levende og tager hende med på eventyr, hvor den viser sig at være en fortryllet prins. De kæmper mod Musekongen og rejser til landet lavet af sukker. Vi befinder os i et område, hvor grænserne mellem drøm og virkelighed er udviskede. En oplevelse, der forstærkes af slutningen på bogen. Sproget er smukt og sanseligt med en del metaforer, der sammen med de dæmpede og grynede illustrationer af Ian Beck udgør en smuk helhed. Dette er en julebog, som de blev lavet før verden gik af lave! Det er dog ikke nogen lettilgængelig bog. Det er ikke givet, at børnene selv vil tage den fra hylden på grund af omslagets lidt gammeldags udseende. Får de den læst og formidlet, er der sikkert mange af dem, der vil synes godt om det mystiske univers, som bogen formidler.