Anden bog i serien om Nørd på catwalk, der kan læses fra ca. 10 år. Nok mest for piger. Forsiden er i samme stil som første bog og skal nok fange opmærksomheden hos målgruppen.
Forfatteren Holly Smale arbejder på en tredje bog til serien. Harriet er stadig 15 år og lige færdig med sine eksamener på kanten til sommerferie. Nick har sagt han ikke vil se hende mere, hvilket hun er ked af, da hun stadig er vild med ham. Hun planlægger den fedeste sommer for hende og Nat, men Nat skal til Frankrig, fordi hun har shoppet mens hun burde have læst til franskeksamen. Samtidig er hendes forældre ved at gøre klar til den lille nye baby, så Harriet føler sig lidt til overs derhjemme. Heldigvis tilbyder Yuka Ito hende et nyt modeleventyr. Denne gang i Tokyo. Harriets stedbedstemor tager med hende, men passer ikke særlig godt på hende. Der sker mange forviklinger og misforståelser, men alt ender godt også ift. Nick. Historien flyder godt og er meget humoristisk, hvilket gør at bogen er let at læse.
Denne ligner selvfølgelig første bog i serien, men ellers minder den mig om Cathy Hopkins' mange bøger, fx Catwalkens dronning, der også handler om modelarbejde.
Fin fortsættelse om den nørdede Harriet der ved et tilfælde ender som model. Hun træder mere i karakter i denne anden bog. God underholdning for de unge piger.