Bogen er lidt af en klassiker om moderne nordisk arkitektur, der uden brug af tyngende faglig terminologi henvender sig både til fagets studerende og til den arkitekturinteresserede læser.
Revideret udgave af Nils-Ole Lunds grundbog om den arkitektoniske udvikling i Norden med hovedvægt på tiden efter 2. verdenskrig. Fremstillingen er ikke kronologisk, men opdelt i 11 tematiske afsnit der i en kombination af æstetiske og (idé)historiske tilgange skildrer, hvordan den internationale modernisme i arkitekturen "oversættes" og fortolkes i den specielle nordiske udgave af funktionalismen i en tæt symbiose mellem form, funktion og socialt engagement. Tidsmæssigt er det udviklingen fra glansperioden i 1940'erne og 50'erne over 1960'ernes og 70'ernes industrialiserede massebyggeri frem til postmodernismen og dekonstruktivismen i århundredets sidste årtier som forfatteren med sit ståsted i den funktionalistiske tradition er i kritisk dialog med.
I forhold til 2. udgave fra 1993 er værket opdateret på væsentlige punkter. Teksten er ført op til år 2000. Illustrationerne er for en stor dels vedkommende nye, litteraturhenvisningerne er ajourført og navneregistret er blevet suppleret med et nyttigt enmeregister.
Faglig kompetent og personlig vinklet arkitekturhistorie der kombinerer det historiske overblik over perioden med analyser og karakteristikker af enkeltværker og personer.