Torgny Lindgrens bøger har en mindre målgruppe, men jeg tror faktisk denne roman nemt kan formidles til de relativt mange læsere som efterspørger nordiske romaner med tankemæssigt gods i.
Hvis det muntre, det alvorlige og det vemodige som i denne roman forenes er det altid lig med en stor læseroplevelse. En 83-årig svensk vækkelsesprædikant vender tilbage til sin menighed af 416 frelste sjæle efter at han 50 år tidligere i en slags anfægtelse forlader samme flok for at arbejde på et sindssygehospital. Men indeni har den gamle prædikant gennem alle årene næret en drøm om en skønne dag at vende tilbage. Denne gang for at indrømme, at det han dengang prædikede nu er deres og hans fælles livsløgn. Som alle der vender tilbage må han sande, at alt ikke udvikler sig, som man måske forventer det. Han møder bl.a. en faderløs kvinde, som han netop er far til. Som vækkelsesprædikanten, der tilsyneladende ikke altid lod det blive ved en prædiken siger til sin nyfundne datter: "Jeg burde have indset det, sagde han til sidst. Der var en vældig kraft i min sæd." Ikke ord man lige genfinder hos enhver præst. Men heldigvis i denne dejlige roman, der er en sand fornøjelse at læse.
Lindgren er en af de store og rigt prisbelønnede svenske nulevende forfattere, der fortjener også at læses bredt Ligesom, uden yderligere sammenligning, fx norske Per Petterson nu bliver det.
Finurlig perle af en roman af den slags som ligesom synes at vokse og få sit eget liv under og efter læsningen.