Efter den 11. september 2001 var interessen for Nostradamus og hans forudsigelser overvældende. På grund af denne interesse blev Ian Wilson opfordret til at skrive den endegyldige biografi om seeren fra Provence. Det har han så gjort med denne omfattende, velresearchede bog, som følger Nostradamus gennem hele hans liv, og samtidig fortæller den europæiske historie i samme tidsrum, og den indflydelse Nostradamus' forudsigelser havde på den. En tidsalder hvor astrologi, stjernetydning, horoskoper og forudsigelser blomstrede og blev taget gravalvorligt. Hans ry i samtiden byggede på de årlige almanakker, som spåede om næste års begivenheder, mens hans ry nu til dags hviler på hans profetier, som kan gradbøjes på alle mulige måder, så de kan passes til og bruges på nutidige begivenheder, f.eks. prinsesse Dianas død eller terrorangrebet den 11. september. Wilson nærer en sund skepsis og viser, hvordan fejloversættelser eller fejlfortolkninger forekommer i massevis, men er dog overbevist om at visse mennesker har evner til forudsigelser, måske har Nostradamus været en sådan. Spændende læsning, selv for en læser som ikke tillægger "tågegrupperne" nogen vægt eller autencitet.