Hermed foreligger den anden af årets tre bøger om Karen Blixen. I nærværende bog præsenteres vi for forfatterinden af hendes mangeårige sekretær Clara Svendsen. Den strækker sig over perioden fra 1942-62, fra Clara Svendsen første gang kom i kontakt med Karen Blixen til hun fulgte hende til graven. Fra 1949 bygges beretningen op omkring korte notater fra lommekalendere. Bogen slutter sig fint til Thomas Dinesens tidligere udkomne beretning (74.17.18). Ligesom denne er det en nænsom afdækning af mennesket Karen Blixen, som hun fandtes bag myten. I førnævnte bog foretages afdækningen af forfatterinden selv gennem hendes breve fra afrikatiden, i den nærværende af det menneske, som stod hende nærmest i den sidste fjerdedel af hendes liv. Men også Clara Svendsen selv kommer frem i bogen. Man får et dybt indtryk af et uselvisk menneske, som ved sin hengivne støtte var om ikke den egentlige årsag til så dog en væsentlig forudsætning for, at Karen Blixen, så dødssyg hun var, alligevelfik kraft til at fortsætte sit forfatterskab. Nyfigne vil ikke finde pikante afsløringer, men beundrere af Baronessen vil i bogens beskrivelse af hverdagsbegivenheder og højdepunkter gennem årene se mennesket bag facaden, stærkt, men sårbart, beundret og tiljublet, men ofte misforstået og misundt. Det er en rig bog, som på baggrund af den store interesse for Thomas Dinesens må forventes at blive efterspurgt.