Billedbogen Nu er det min tur kan læses højt for børn fra 3-6 år. Bogen kan bruges til at formidle, hvordan det er for et barn at leve med et handicap.
Billedbogen handler om pigen Mille, som har muskelsvind og sidder i kørestol. Mille skal starte i 0. klasse, og man følger familiens forberedelser og Milles første skoledag. Mille gør sig mange tanker om skolestarten - også en del relateret til sit handicap, som fx om der er elevator på skolen. Mille ender med at have en dejlig dag i sin nye klasse, og hun scorer endda mål i basketball i frikvarteret. De andre børn får på skift en tur i Milles kørestol og synes, den er sej. De farverige illustrationer er computertegnede, og enkelte af dem er lavet i for lav opløsning i forhold til størrelsen, så resultatet bliver en smule grynet. Teksten er fin og saglig og kommer godt rundt om de to hovedemner: handicap og skolestart. I klassen er der (udover den handicappede Mille) en politisk korrekt blanding af børn af forskellig etnisk oprindelse, en med briller, en rødhåret, en overvægtig osv. Det er forfatteren Cecilia Hafezan Abels første bog. Forsideillustration og bagsidetekst angiver tydeligt bogens indhold.
Der findes en del billedbøger om børn med handicap, og også enkelte om børn i kørestol, som fx Kørestolen er mine ben, 2003. Der findes kun en enkelt billedbog om muskelsvind: Kostbar tid, 1999.
Der er lagt større vægt på formidling af emnerne, handicap og skolestart, end på bogens æstetiske udtryk, men den opfylder fint formålet med at fortælle om et barn med handicap.