Books / nonfiction for children

Nuka bliver fanger


Description


Billedbog. Om den 12-årige Nukas start som fanger, hans jagt efter sæl, ren og hval i kajak, med kutter, i speedbåd, på snescooter og med hundeslæde samt om hans drøm: at skyde en isbjørn.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 25. Mar. 1999

By

By

Lars Aagaard

d. 25. Mar. 1999

Palle Petersen kan det dér med Grønland. Nu har han igen begået en fremragende billed- og tekstbog, som rammer ind i Grønlands nerve og række ud efter læsere fra 10-12 år og alle andre Grønlands-fans. Den handler om en drengs udvikling i 12-års alderen, hans liv og drømme og den virkelighed, som omgiver ham. Vi er i Ilorqqortoormiut, Tasiilaq og Saqqaq i Østgrønland, hvor fangerkulturen lever godt. Tekstens 13 afsnit handler om Nukas unge voksenliv, som ikke just domineres af skolelærdom: Nukas fokus ligger i hunde og jagtture til fjelds og til havs, i motorbåd om sommeren og med hundeslæde om vinteren, og først og fremmest i al den skønne mad, han skaffer, alene eller i samarbejde med de voksne: sæl, ren, fisk (og hvilke!), vågehval, narhval, og om drømmen om det isbjørnedrab, som vil gøre ham til storfanger. Illustrationerne er smukke, men usminkede farvefotos og enkelte gengivelser af gamle tegninger. Én femtedel af siderne fyldes af teksten, sat i linier så lange, så lange, men let tilgængeligt formuleret. Man bliver klogere og fornemmer Palle Petersens gode respekt for det grønlandske folk. Kulminationen er beretningen om Nukas første sæl, som lader livet langt værdigere end alle danske grise tilsammen.


The libraries' assessment

d. 25. Mar. 1999

By

By

Lars Damm Jensen (skole)

d. 25. Mar. 1999

Endnu en gang har Palle Petersen produceret en flot fotbilledbog fra Grønland. Han har evne og blik for at få tekst og billede kombineret så det danner en vedkommende helhed, giver en god historie. Også her, hvor den 12-årige hovedperson Nuka drømmer om at blive en rigtig fanger. Læseren følger ham året rundt, føler hans smittende glæde ved naturen og fangerlivet. Han skyder sin første ren og sæl, er med på fiskeri og hvalfangst, på hundeslæde ud over isen på isfiskeri og narhvalefangst, og vi er med i hans drøm over alle drømme: at skyde en isbjørn. Fangerfællesskabet med at dele fangsten træder tydeligt frem. Hvert opslag dækker en lille afrundet historie. Første opslag viser desuden et lille grønlandskort og fortæller kort om landet. For- og bagside prydes af Nuka på hundeslæde. Bogen kan fint supplere øvrige bøger om Grønland og dermed indgå i grønlandsemner på mellemtrinnet ud over bare at give en god historie om et liv og en livsindstilling, der er totalt anderledes end syddanske børns.