Søren Ulrik Thomsens to første bøger, City Stang (1981) og Ukendt under den samme måne (1982), vakte ved fremkomsten berettiget opmærksomhed og er, ihvertfald efter at Lars Hug indsang nogleaf teksterne på plade, blevet læst flittigt af især unge digtlæsere. Nu 5 år efter udsender Søren Ulrik Thomsen sin tredje digtsamling og den er som de to foregående i besiddelse af uomtvisteligedigteriske kvaliteter. Bogen består af en række digte, enkelte med titel sat en suite, digte som fra forskellige tematiske vinkler udraderer ideen om digteren som det store ego. Det er efterår hosThomsen, der lidt som Henrik Nordbrandt dyrker de forflygtigende paradokser og i bogens iscenesættelse læner sig op af det faktum, at det efterhånden igen er fin-de-siecle. Men Thomsens vers erikke så anonyme, som han et sted i bogen kalder dem. I kraft af sproglig styrke hæver de sig ud over bogens attitude og kvalificerer Thomsens projekt, der i bogens ydre markeres ved gammeldagspergamyn-omslag,jugendstilvignetter på forsiden og indlagt pressefoto, der viser den lidende digter med cigar, seler og bortvendt blik. Heldigvis er digtene knap så krukkede og kan læses af desamme lånere, som har haft glæde af Thomsens to andre digtsamlinger.