Handlingen foregår i Polen under 2. verdenskrig, nærmere bestemt den jødiske ghetto i Warszawa. Da ghettoen ryddes af tyskerne, og alle jøder føres bort, undslipper den 12-årige Alex efter enplan, som hans far og dennes ven har lagt. Alex skal herefter forsøge at overleve i den forladte ghetto, hvor nu kun tyve fra den frie del af byen kommer for at stjæle efterladte værdier. Alexkommer til at tilbringe 5 vintermåneder alene, men hele tiden bliver han på stedet, hvor faderen har lovet at hente ham. Den jødiske forfatter boede selv i Warszawa under krigen, og bogen beskriveroverbevisende, hvor meget overlevelsesevne og selvopholdelsesdrift man kan mobilisere under disse ekstreme omstændigheder. Alex har kun ganske lidt kontakt med andre, men han formår alligevel atfinde løsninger på sine problemer. Til sidst kommer faderen tilbage efter ham. Bogen er en spændende og gribende, men usentimental beretning om, hvordan tilfældige mennesker rammes af en krig, somi hvert fald Alex ikkeforstår. Steffen Larsen har oversat til et enkelt og klart sprog, og bogen giver et fint billede af krigen set fra en lidt usædvanlig synsvinkel. For børn fra ca. 12 år.