Sangene i denne sangbog for børn kombinerer musik og bevægelse. Bogen indeholder 27 sange der er lavet sammen med børn. Hver sang er tildelt en dobbeltside, hvor nodelinier med tekst, becifringer, guitargreb og forslag til bevægelsesmønstre overvejende er placeret på venstre side og med tekst og illustrationer på højre side. Der er sange til bl.a. jul, sommerferie, spisetid, sengetid og fastelavn. Et forord præciserer intentionerne med bogen. Det er en inspirerende og idérig samling med en rytmisk musik til sangene, der for manges vedkommende vil gå lige i kroppen på de fleste børn. Sangteksterne, der kan selvlæses fra 2.-3. kl., ledsages af herlige, farvelagte børnetegninger. Sangbogen kan anvendes i folkeskolens yngste klasser af både musik- og dansklærere. Forsiden viser en charmerende børnetegning af titelmelodien. Med bogen følger en cd, hvor sangene er indspillet.