Blandt de ca. 7000 krybdyrarter er der næsten 4000 arter af øgler med mange undergrupper af vidt forskellige udseender og med vidt forskellig levevis. Derfor gør bogen det, at den først placerer de egentlige øgler, ormeøgler og leguaner slægtsmæssigt i forhold til fx de nærmere slanger og de fjernere skildpadder og krokodiller. Derefter behandler de enkelte kapitler hovedemner som funktion, levevis og livscyklus. Underafsnittene er fx hud og skæl, ben og brusk, kød- og planteædere, kropstemperatur, parringstid, forsvarsmetoder, farver, æglægning og fødsel. Mange flotte billeder og mange eksempler fortæller om den store variation, udbredelse og tilpasningsevne. Derfor egner bogen sig glimrende, hvis man vil have indblik i forskellige karakteristika, men ikke, hvis man vil have mere tilbundsgående viden om en enkelt art. Bogen virker dog kompetent nok. Der er sat fokus på enkelte arter som kamæleon, havleguan og komodovaran. De sidste kapitler om øglestudier, menneskeskabte trusler og beskyttelse (med fotos af forfatteren i felten), en udmærket ordliste og et godt stikordsregister gør, at der tilsammen er skabt en god bog for 13-14-årige og ældre. Der findes ikke nyere bøger om emnet for målgruppen.