I denne serie, som bygger på et samarbejde mellem forlaget Alinea og Experimentarium, er tidligere udkommet bøger om bl.a. sæbebobler, smådyr og mad. Her drejer det sig om øjet. Bogen er skræddersyet til brug i faget natur/teknik, og den kan bruges allerede fra sidst i første klasse. Der findes en tilhørende lærervejledning med baggrundsstof, referencer til Fælles Mål, kopiark m.m.
Bogen fortæller om øjnes udseende hos dyr og mennesker, om øjets enkelte dele, farvesyn, reflekser, beskyttelse af øjnene, hjernens opfattelse af det sete m.m. Bagest findes et stikordsregister og en oversigt over bogens mange aktiviteter. Der findes masser af gode fotografier, sjove tegninger og relevante forsøg, som kan laves med simple midler - samt griseøjne fra slagteren. Teksten er sat med ret store typer og sammensatte ord skrives med bindestreg. De fleste børn vil kunne læse teksten i 2. klasse.
Man kan læse om øjet i flere bøger beregnet til natur/teknik, men også i det lille hæfte Når du ser noget! 2005, som er velegnet til oplæsning/samtale/eksperimenteren for børn på fem til otte år.
En relevant og inspirerende fagbog, som er velegnet til brug i skolernes undervisning på 2.-4. klassetrin.