Her er endnu 4 kendte eventyr taget under behandling i serien Fuldkommen flippede fortællinger. Denne gang er det Ulven og de tre små grise, Skønheden og udyret, Askepot og Kejserens nye klæder, der ganske vendes op og ned på, så vi får Øko-ulven, der redder dalen fra de tre møgsvins forurenende byggerier, bæstet Brian, der altså ikke kan forelske sig i skønheden, før trolddommen ophæves, så hun bliver vidunderligt grim, Askepeter, der ikke må komme med til Brøndsted Uniteds pokalfinale, men ved feens hjælp bliver spiller og topscorer på holdet, og endelig kejseren, der i landet hvor alle glade går helt uden tøj, narres til at købe varmt undertøj, som ingen skulle kunne se. Det er korte, let-læste historier, rigt illustreret i sort/hvid i en levende, løs tuschstreg, der leder tanken hen på vittighedtegninger. Eventyrene får en meget humoristisk og ofte overraskende drejning, ikke helt så sofistikeret som Kiddes, synes jeg, og det er nok en smagssag, om man kan goutere den rablende humor. For mig er det lige i overkanten at læse 4 bd. i træk, men mange børn indenfor målgruppen vil elske den morbide fantasi, de er skrevet med. Til oplæsning fra ca. 7 år og selvlæsning fra ca. 9.