I serien Energikilder udkommer nu to nye titler: Kul og Olie og gas. Selvom der i begge bøger er tale om fossile brændstoffer virker opdelingen i to bøger fornuftig. Udvinding og brug af kul afviger væsentligt fra udvinding og brug af olie og gas. Begge titler indeholder tretten afsnit, der behandler relevante delemner indenfor bogens hovedemne. I Olie og gas er det fx emner som: Boreplatforme, raffinaderier, naturgas og plastmaterialer. I Kul er det fx emner som: Dannelse af kul, kulminer, kul i industrien, kulprodukter og forurening. For begge titler gælder at afsnittene består af dobbeltopslag domineret af forskellige gode illustrationer og faktabokse. Brødteksten er sat i en stor og læsevenlig typografi. Teksten er forholdsvis kortfattet og giver naturligvis kun et overfladisk indblik i teknikken bag udvinding og brug af de tre energiformer. Men begge bøger kommer langt omkring og behandler menneskets brug af energiressourcerne kritisk og reelt. Bøgerne kan læses fra 11 år og er egnet til et tema om energi. Vores udnyttelse af jordens energiressourcer er et debatområde der ikke er blevet mindre presserende med årene, så selvom vi har en del titler om emnerne, er det vigtigt med supplering og fornyelse.