Billedbogen er et herligt gensyn med den glade og livlige Olivia, kendt fra andre bøger som fx Olivia møder dyrene, 2010. Den er til de 2-4-årige, og den er velegnet til at sætte ord på og snakke om, hvad der sker i barnets hverdag.
Forfatter og illustrator kendes fra de andre Olivia-bøger. I bogen følger vi Olivia fra hun vågner, til hun om aftenen igen skal i seng. I herlige illustrationer og i en meget kort tekst opleves episoder i hendes hverdag: hun tager tøj på, spiser morgenmad, leger i sandkassen med andre børn, er til lægen, køber mad, laver aftensmad, spiser og hygger sig med mor, far og søskende, før hun kommer i seng. Bogen har et højere format end andre Olivia-bøger og billedsiden er en anelse mere kompleks, idet der ud over et stort billede er indsat mindre, der har relation til det, fx da Olivia handler er der mindre billeder med frugt, grønt og kager. Teksten beskriver med få ord, hvad der sker på siden. Olivia og omgivelserne er malet i en enkel, bevidst barnlig og meget udtryksfuld streg. Farverne er stærke og glade. Forsideillustrationen er et fint blikfang.
Bogen fungerer lige så godt som de andre bøger om Olivia. Den er et fint supplement til andre billedbøger om børns hverdag.
De glade illustrationer og den korte tekst giver rig lejlighed til dialog med det lyttende barn om, hvad livlige og glade Olivia oplever og hvad det selv har oplevet. Det er en bog, der er fin til sprogstimulering.