Femte billedbog om den herlige 2-årige Olivia er ligeså livsglad som de forrige bind. Om den kan overbevise alle 2-4- årige om, at det er skønt at gå i seng, er tvivlsomt, men Olivias glæde ved at gå i seng må være alle forældres drøm.
Olivia er træt. Hun rydder sit legetøj op, klæder sig af, børster tænder og putter tøjdyrene. Så forestiller hun sig det, hun kan opleve i drømme, men inden hun sover, læser mor højt for hende. Den enkle, korte tekst er skrevet i et rytmisk sprog, næsten som urimede vers eller knækprosa. Illustrationerne er skægge, søde og har udstråling. De er malet i en enkel, udtryksfuld, bevidst barnlig streg, der rummer både liv og bevægelse. De fleste er nærbilleder af Olivia og akvarellerne er i varierede og dæmpede farver. Forsiden viser en sødt sovende Olivia, bagsideteksten antyder indholdet.
Layoutet og stilen minder om de andre Olivia-bøger. Der er en del billedbøger om at gå i seng, hvilket ofte volder problemer. Denne er en af de få, hvor det forløber helt uproblematisk.
Det er en rigtig dejlig billedbog om det at skulle i seng. Illustrationerne og teksten er så tilpas enkle og glade, at de helt sikkert vil fange de 2-4-årige. Er sengelægningen gået i hårdknude, kan billedbogen måske hjælpe med til at gøre det mindre problemfyldt. Under alle omstændigheder er det en fin beskrivelse af en hverdagssituation.