Anden computeranimerede Olsen Banden-film, 2013 har familiepublikummet, især de yngste medlemmer (fra cirka 6 år) som målgruppe. Men seriens aficionados kan også hoppe med på komedievognen, og generelt kan filmen formidles som nypudsning af populærkulturelt arvesølv.
Nys løsladt fra fængsel har Egon Olsen en genial plan: Olsen-Banden skal stjæle og kræve løsepenge for en olieoptimator, som kan skabe enorme oliemængder og redde Danmarks økonomi. Men optimatorens to skabere, et par fæle spekulanter planlægger at sælge deres opfindelse til store udenlandske olieinteressenter (Saudi-Arabien, Rusland og Norge)! Så Olsen Banden må skifte gear og forpurre slynglernes plan. Desværre uden egen gevinst! Olsen Banden-serien er rendyrket slyngel- og folkekomedie og en slidstærk sådan. Den første film kom i 1968, og det blev til fjorten film (plus "en halv", en reklamefilm) samt en julekalender, musical og børneudgave, Olsen-Banden Junior, 2001, før der kom en 3D-animation, Olsen-Banden på de bonede gulve, 2010. Figurer og stemmer lægger sig op ad de oprindelige skuespillere, hvoraf de fleste og også seriens skabere, Bahs og Balling nu befinder sig i filmhimlen.
Design og animation kan minde om de nye Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringer, fx Gummi T, 2012, mens plot og handling med action i millionærmiljø, krokodiller i bassin for at vogte optimatoren samt en farlig østtysk muskelkvinde, Ilze Sturmhöfer parodierer James Bond-film.
Underholdende skabelonudfyldning.