Bogen kan kun blive vel modtaget af de mange, der læser bøger i genre med Under en strålende sol og andre af de seneste bogsæsoners titler om kvinder og islam. Den har dog også en hel anden vinkel om den moderlige kærligheds krav og afsked med den og fortiden.
Ben Jelloun er senest kendt for romanen Rejsen om indvandrerens rolle i verden. I denne skildrer han sin mors sidste tid som gammel og alzheimersvækket i et stort gammelt hus i Tanger, hvor hun bor med hushjælpen. Beretningen er en elegant sammenvævning af situationsbilleder med hovedfiguren som ung og smuk mor og hustru, den sidstefødte lille søns liv blandt husets kvinder og den forvirrende verden, hun befinder sig i som gammel og hjælpeløs. Det er både en fascinerende fortælling om traditionelt marokkansk kvindeliv, en rørende skildring af den voksne søns tilbageblik på barndom og ungdom og en knugende og meget virkelighedsnær fortælling om hvordan mental svækkelse påvirker den angrebne og ikke mindst hendes omgivelser. Beskrivelsen af den plagede hushjælps frustration og af datterens flugt på pilgrimsture er præcise.
Der er en del historier om generationsrelationer, R. Thomas: Iris og Ruby, 2008 kan jeg blive mindet om, da senilitet også optræder her. Litterært er der ingen sammenligning.
Bogen giver sin læser en stor oplevelse, den har så mange vinkler på verden. Her er menneskelighed, omsorg og klogskab.