Once

Den ydre handling er musikglæde, og kernen er kærlighed. Det lyder enkelt, måske endog banalt, men den irske film Once, 2006 består af alt andet end forudsigelige floskler. I sit musikalske udtryk synes den i første omgang at henvende sig til et ungdommeligt publikum, men den er så rig på følelser og nuancer, at den vil glæde alle sande cineaster.

Guy reparerer støvsugere om dagen i sin fars lille værksted, men om aftenen er han entusiastisk gademusikant, som til guitarakkompagnement generøst serverer egne sange og kompositioner for travle forbipasserende. Ingen lægger dog synderligt mærke til den syngende ungersvend. En tjekkisk blomsterpige, som forsørger sin mor og datter, og som selv spiller klaver, sanser dog straks talentet. Sammen får de to unge finansieret en prøveoptagelse og sat en karriere på skinner.

Once er helt sin egen, men en film, hvor hovedkarakteren så at sige synger fra start til slut, er selvfølgelig i familie med en musical. Men den mangler totalt en rigtig musicals dansenumre og ekstravagante optrin. I sit sociale aspekt kan filmen minde om Allan Parkers The commitments, 1991, men dens tone og syn på kærlighedens væsen er så sprød og forfinet, at det er David Leans mesterværk Det korte møde, 1945, der først springer i tankerne.

Der er ingen nemme løsninger i Once, og det unge par, der er som skabt for hinanden, må til sidst smertelig erkende, at deres kærlighed er umulig. En lille, sjælden perle af en film, som Herman Bang ville have elsket.

Read the full assessment