Med denne nye festlige billedbog af makkerparret fra bl.a. Prinsessen på sommerhuset (2001) bliver der rig lejlighed for yndere af snegle til at dyrke deres lidenskab. Ikke at der er tale om en fagbog, tværtimod: Bogen er fuld af fantasifulde detaljer. Det er en munter og optimistisk historie om et særdeles kompetent barns sammenstød med en selvoptaget, i mere end én forstand gumpetung, voksen. Laura er vild med snegle. Hendes have vrimler med vinbjerg- og skovsnegle og heldigvis deler forældrene interessen. Men så kommer den fede Onkel på besøg. Han elsker også snegle, som delikatesse! Og så er kampen i gang. Laura handler snarrådigt og bortfører sneglene, og samtidig får hun sat den onde, fede Onkel på plads. Laura er en selvbevidst, meget kompetent ung dame som ikke lader sig byde noget og som forstår at spille spillet til egen fordel. Onkel-figuren er en spøjs katalysator for handlingen, men som person træder han ikke i karakter. Handlingen formidles i meget høj grad via de udtryksfulde, let karikerede og fabulerende billeder i stærke farver. Der er energi i billedfladerne med skønne optrin af snegle og både truende og komiske situationer. Alt i alt en flot og festlig historie for yndere af snegle og kompetente børn. Fra ca. 4-7 år.