One shot henvender sig til et modent publikum, som er til eksperimenterende og kunstneriske film. Samt til et publikum, som værdsætter nærværende og formidabelt godt skuespil. Filmen kan desuden bruges af studerende af filmmediet, da den er i en klasse for sig.
Efter et par års fravær opsøger den unge webcam-luder Sally sin hippie-mor på landet. Her kræver hun svar på, hvem hendes far er. Men hun overrasker sin mor sammen med den gifte mand Lennart, og det udvikler sig til et trekantsdrama. Publikum bliver vidne til et intenst og dramatisk opgør mellem mor og datter. Et opgør fyldt med aggression, bebrejdelser, fortvivlser, håb og sorg. Som titlen refererer til, er hele filmen optaget i ét langt klip. Det er en sjælden og krævende fortælleform, som kun meget få slipper godt fra og som stiller store krav til både instruktør, fotograf og skuespillere.
Den danske instruktør Linda Wendel har altid kredset om mor-datter temaet i sine film. One shot er baseret på instruktørens digtsamling af samme navn, som udkom i marts 2008. Samme år vandt filmen desuden Kritikerprisen ved Moskva International Film Festival.
Linda Wendel er sluppet rigtig godt fra den krævende fortælleform, hvor hele filmen er optaget i ét klip. Alle tre skuespillere laver en helt fantastisk præstation i det hudløse portræt af et stormfyldt opgør mellem mor og datter. One shot er et bevis på, at man godt kan lave film uden en uendelig liste af folk bag kameraet.