Så er der grund til at hejse flaget: Spirou et Fantasio på dansk for første gang! Ganske vist en tidlig, kort historie (de bedste i serien er på 62 sider eller mere, men Trumf-serien kører kun med 48 sider indtil videre), men den er god nok. Desværre har det danske forlag fundet på den unødvendige fidus at banalisere navnene, men det må vi jo leve med. Spirou et Fantasio er sammenlagt på højde med Tintin. Historierne er veldrejede, humoristiske og Franquin er den ypperste repræsentant for en bestemt "rund" og levende stil. Spirou og Fantasio er selv "Tintin-figurer". Til seriens faste udstyr hører iøvrigt det intellektuelle egern Spip, der tænker sit og - som en gevaldig prik over i'et - Marsipulamien (på dansk: Spirillen). Mon der findes et fantasidyr i tegneserier af en tilsvarende kvalitet? En karikeret abe eller kat, gul med sorte pletter og med en meget lang hale, hvis anvendelsesmuligheder er utallige. Marsipulamien er med sin nysgerrighed, uskyldige frækhedogvildtvoksendecharme det dominerende element i serien. Operation Stilhed er en traditionel spændingshistorie, men marsipulamien er på scenen fra første side, og jeg kan godt garantere, at alle danske børn (og mange voksne) vil komme til at elske den - og med god grund!.