Books / nonfiction / lærebøger

Organisation, innovation og supply chain management


Description


"Organisation, innovation og supply chain management er en praksisorienteret lærebog, der giver læseren en forståelse for, hvordan værdiskabelsen i virksomheder kan optimeres ved at arbejde systematisk med organisationen og den samlede forsyningskæde. Læseren bliver i stand til at arbejde med virksomhedens forretningsmodel, organiseringen af virksomhedens ressourcer samt optimering af logistik, supply chain samarbejde og distributionskanaler. Teorier og modeller er gjort praktisk anvendelige, så læseren bliver i stand til at anvende indholdet i hverdagen efter endt studie, og dermed gøre en forskel for små og mellemstore virksomheder. Gennem bogens to første kapitler bliver læseren i stand til at arbejde innovativt med virksomhedens forretningsmodel. I kapitel 3 bliver læseren ført gennem disciplinen projektstyring, og i kapitel 4 arbejdes der med organisationens menneskelige ressourcer. Der er fokus på motivation, teamsamarbejde og ledelse. I kapitel 5 og 6 arbejdes der med værdiskabelsen gennem organisationens struktur og virksomhedskulturen. Kapitel 7 giver læseren et indblik i sig selv gennem arbejdet med det personlige lederskab. Målet er at gøre læseren i stand til at lede sig selv, før læseren skal lede andre. Kapitel 8 og 9 fokuserer på optimering af værdiskabelsen gennem effektivisering af logistik og supply chain samarbejdet mellem virksomheder. I kapitel 10 er der fokus på arbejdsdelingen og samarbejdet i forsyningskæden, og læseren introduceres til indkøbets centrale rolle i supply chain arbejdet. I bogens tre sidste kapitler arbejdes der med design af den effektive distributionskanal og optimering af fysiske og online butikker, samt samspillet mellem kanaler i form af omnichannel retail. Distributionskanalen behandles således i hele spændet fra det strategiske niveau, hvor kanalen designes med udgangspunkt i virksomhedens målgruppe, til det operationelle niveau, hvor der arbejdes med optimering i den enkelte salgskanal ud mod slutkunden. Valg og vægtning af emner i bogen afspejler læringsmålene i den nyeste studieordning (efterår 2019) på uddannelsen til Markedsføringsøkonom i faget Organisation og Supply Chain Management på 1. og 2. semester. Bogen kan ligeledes anvendes på andre erhvervsrettede uddannelser hvor fokus er på optimering af organisationen og forsyningskæden både up- og downstream. Supplerende materiale: På bogens hjemmeside er der undervisningsmateriale til bogens kapitler. Til hvert kapitel er der udarbejdet vejledende svar på kapitlets diskussionsspørgsmål, øvelser der sigter mod at læseren forstår kapitlets centrale teorier og modeller samt en større case der bringer teorier og modeller i praktisk anvendelse. Til alle cases er der udarbejdet vejledende løsninger.".