Romanen fra 1966 har tidligere været udsendt på dansk i flere udgaver i samme oversættelse. Meteorologen David Wyatt har orkaner som sit speciale, han udforsker dem og udsender varsler fra sin base, en amerikansk militærbase på en lille ø i øgruppen Antillerne. En dag registrerer han en orkan, der er kraftigere end nogen andre, og den opfører sig foruroligende i forhold til at beregne dens bane. Wyatt bliver overbevist om, at den kan ramme hans ø med fuld styrke, men ingen tror på hans instinktive advarsel, før realiteterne viser, at han har ret. Mens orkanen truer, udbryder der revolution på den lille ø, og Wyatt må nu også overbevise parterne i revolutionen om, at en katastrofe nærmer sig. Oprørslederen lytter til Wyatt og inddrager orkanen i sit strategiske spil, så han dels kan udslette sin modstander og dels redde en stor del af civilbefolkningen, da orkanen kommer bragende. Wyatt spiller her en central rolle samtidig med, at han søger at redde den kvinde, han elsker. Det er en meget professionelt skåret spændingsroman med effektiv udnyttelse af Wyatts kamp mod uforstand og med store, dramatiske scener fra orkanens hærgen. Personerne er udmærket tegnede typer, så bogen er stadig et godt tilbud til yndere af den traditionelle spændingsroman.