Her er så de sidste to skud på stammen af den efterhånden temmelig omfattende Otto-serie om den mærkværdige, lille mand med den meget store næse og den temmelig barnlige opførsel. Også i disse to episoder kommer Otto ud for små hverdagsagtige problemer, som han vælger sine helt personlige løsninger på. Men hvor Ottos problemhåndtering tidligere har været ganske kategorisk, fuldstændig respektløs og lidt vild - på en måde, som i den grad tiltalte især små begynder-drengelæsere - så forekommer disse to situationer noget mere bovlamme. Der er ikke helt så meget knald på Otto som tidligere, og hverdags-episoderne er ikke helt så skægge eller uforudsigelige som tidligere. Hverken Ottos måde at få en uregerlig dreng hos frisøren til at falde til ro, eller hans redningsaktion overfor en kat i et træ, er særlig medrivende. Er der ved at opstå lidt metal-træthed i løjerne? Det er i så fald synd, for serien har indtil nu udfyldt et stort tomrum for begynderlæserne, nemlig opfindsomme, sjove og lidt voldsomme selvlæsningsbøger i den helt lette kategori. Billederne fungerer stadig fint - og selvom Otto tilsyneladende er faldet lidt af på den, er vi nogen, der stadig tror på ham. Vi giver Otto en chance til.