Gennem samtaler med Gud fortæller en yngre kvinde om at være kunstner, om kærlighedens væsen og om det svære, uforudsigelige liv. Stof til eftertanke og samtale for læsere af spirituel og søgende litteratur.
Debutroman, hvor et jeg svæver rundt i universet, samtaler med Gud og fortæller om dengang hun forlod sin kæreste for at tage et kunstophold i New York. De har levet sammen i London i flere år i et forhold med op- og nedture. Kæresten, der er forfatter, bryder også op og tager til Granada i Spanien uden formål. Han vandrer ud i de omliggende Sierra Nevada-bjerge og tilslutter sig lokale sigøjnere. Hverdagsrealistiske afsnit skifter konstant mellem tanker, refleksioner og oplevelser i universet, der indbefatter "film" fra Jesus' lidelseshistorie.
Romanen har et godt sprog og fremdrift i de realistiske afsnit, men den er også symboltung. Den er således ikke svær at læse, men alligevel er det krævende læsning, da det kan være svært at få hold på den samlede fortælling, der nok skal illustrere vores modsætningsfulde liv. God, fængende forside og bagsidetekst.
Majbritte Ulriksholm blander også det realistiske med det spirituelle i sine romaner, der kredser om samme de temaer: kærlighed, identitet og at være kunstner. Fx Rom, min elskede.