Over revet langt ude

Bevægende digte om forholdet mellem en kræftsyg mor og en datter i sorg. Velegnet til sorggrupper og pårørende til kræftpatienter.

Bogen iscenesætter en samtale mellem en levende datter og en død mor. Moren skrev digte under sin langvarige kræftsygdom. 14 år efter morens død har datteren sat morens tekster sammen med sine egne. Datterens digte står med sort skrift på hvid baggrund og morens digte står med hvid skrift på sort baggrund. Morens digte registrerer øjebliksstemninger bl.a. fra de mange indlæggelser på hospitalet: Min skjorte er hvid, værelset hvidt/og vågelampen må godt brænde/hele natten//...mit liv, mit skrøbelige liv/. Datterens digte taler direkte til moren og er en beretning om, hvor svært det kan være at se moren lide, som fx her: Dø! dø dog! Du ligger i hospitalssengen/hvid i hovedet/så dø dog!/. Undervejs i bogen forsvinder teksterne skiftevis på venstre og højre side for til slut igen at være præsenteret begge steder.

Det er en rørende digtsamling, som mange vil blive bevæget over at læse. Savnet af moren er meget gribende. Bogen ville have vundet ved at være kortere, og at man havde luget ud i nogle af de mest kendte vendinger.

Digtsamlingen kan sammenlignes med Det sker kun for naboen: sjælesorg for syge, døende og pårørende af Bente Chemnitz.

Read the full assessment