Første bog i en serie på 5, som foregår i vikingetiden på det tidspunkt, hvor de første kristne munke kom op nordpå. Bogen har lix 18, og kan læses fra omkring 12 år, men henvender sig nok mest til unge, som har behov for en kort, læsevenlig og overskuelig udviklingshistorie med et alderssvarende indhold. Hauge er søn af Styrbjørn og Åsa, som bor i en lille bygd et sted i Norge. Vi møder ham som tolvårig, da bygden overfaldes og mange bliver dræbt, bl.a. Hauges far. Vi oplever overfaldet, sorgen, gravsætningen og genopbydningen, og får præsenteret seriens hovedpersoner - udkigsmanden Lauge Langsyn, den unge munk Hannibal, den stumme trællepige Astrid og selvfølgelig mor Åsa. Sidst møder vi Hauges farbror Svend, som hjælper med at genopbygge bygden efter overfaldet, men også kristi kors, som Hauge får af munken Hannibal. Historien er fyldt med dramatik og stærke følelser, og flot illustreret med mange udtryksfulde blyantstegninger af Pia Falck Pape. Den indeholder en del oplysninger om tidsperioden, men vil først og fremmest kunne være et tilbud til elever - mest drenge - som har behov for at styrke deres læsestandpunkt.