Bogen henvender sig primært til drenge, der kan lide spændende detektiv-historier. Bogen bør formidles til de 12-14-årige som spændingslitteratur, hvilket er en smule ældre end hvad forsiden umiddelbart ser ud til at sigte mod.
Forfatteren er velkendt på børnebiblioteket og har prøvet kræfter med mange genrer - her er det drenge-krimien der står for tur. Det er en opbyggelig historie om to drenge der godt nok går i samme klasse, men som egentligt ikke kan lide hinanden, mest fordi de fokuserer på hinandens forskelligheder. På grund af et skoleprojekt bliver de dog tvunget til at arbejde sammen, og det som begynder som en række udfordringer i mod og styrke, ender som en overlevelsestur til Vestjylland ... og langsomt opstår et venskab trods drengenes forskelligheder. Men drengene får også brug for deres mod og evner, for turen udvikler sig mere dramatisk end de overhovedet kunne forestille sig. Det er en rigtig god fortælling, med et par realistiske og sympatiske hovedpersoner, som synes at indeholde stof til mere end et enkelt bind. Bogen er illustreret af Oliver Streich, som har en fin streg, men som, efter min mening, rammer lidt under den aldersmæssige målgruppe på forsiden.
Henvender sig til målgruppen der kunne lide Henrik Nilaus' APS og Dan Tofts Poes Sorte Ravne.
En virkelig god drenge-krimi med masser af spænding.