Gadebørn forbinder vi normalt ikke med Australien, men ikke desto mindre er denne temmelig trøstesløse og deprimerende beretning om den 15-årige, Simone, fra den fjerntliggende verdensdel. Forfatteren, som har arbejdet på et alkohol- og narkocenter, lader i dagbogsform en af sine unge klienter fortælle sin historie i et forløb, der spænder sig over ca. ni måneder. Og som allerede antydet er det en rystende, chokerende og trist skildring af børn og unge på 10 - 15 år, som deres unge alder til trods alle er fatalt mærkede af: alkohol- og narkomisbrug, vold, voldtægt, incest, prostitution og død. Simones dagbog er inddelt i ganske korte afsnit, som både er reflekterende og stærkt handlingsmættede og dramatiske. Og trods sine 200 sider vil den formodentlig fremstå forholdsvist let læst for målgruppen, som primært vil være piger fra 8.klassetrin. Bogen er i forlagets Grå serie , der er populær hos skolebibliotekets ældste lånere. Simones dagbogsoptegnelser om sine oplevelser som gadebarn kan med held anbringes i et emnesæt med titlen: gadebørn.