Bogen henvender sig til gyserfans, såvel piger som drenge, fra 3. kl. altså ca. fra 9-10 år. Fortrinsvis velegnet som selvlæsning, men kan også bruges som fælleslæsning i fx en klasse.
Gysergenren har et stort publikum blandt børn og unge, og denne bog vil blive kaperet med stor fornøjelse. Bogens dystre og underliggende stemning driver læseren fra side til side. Alle kan identificere sig med det uhyggelige i at have lejet et hus på en næsten øde ø og så opleve et særpræget underligt vejr, der trækker småskibe i havet, og møde tavse fiskere som ikke vil tale med fremmede. Alex beslutter sig for at få styr på det mystiske. Han hører om omstændighederne ved Fisker Gurlis død, og ved et besøg i hendes forladte hus, møder han katten som bider ham og efterlader tre huller i hans hånd. En træmand skjult i haven med trefork og konkylie i hænderne og et slot på havets bund, gør ikke historien mindre spændende. Bogens fremragende, mørke og dystre illustrationer, passer godt til teksten. Sproget er godt, ordvalget og sværhedsgraden er passende til målgruppen.
Bogen passer fint sammen med forlagets øvrige udgivelser i denne serie. Der er udgivet ganske meget i gysergenren til denne målgruppe, da efterspørgslen er stor.
God, velskrevet gyserbog til de yngre læsere, hvor en fortløbende opadgående spændingskurve fastholder læseren til sidste side.