Tragikomisk italiensk roman om fire forhutlede venners elendige liv og om deres håb og drømme. Med sin hårdtslående socialrealisme er romanen mere tragisk end komisk, og den sort-hvide forside med en glammende køter anslår på udmærket vis romanens univers af rå desperation. En roman, som jeg har haft svært ved at komme i gang med, men som jeg efterhånden blev ganske grebet af.
Rino og Cristiano Zena er far og søn og bor i en italiensk flække i nærheden af Milano og lige op ad motorvejen. Rino er en kronraget nazisympatisør, drikker meget og arbejder kun lidt. Han er voldelig, og det går ud over den 13-årige Cristiano, som konstant er i de sociale myndigheders søgelys på grund af omsorgssvigt. Rino har to venner, som lever et lige så miserabelt liv som han selv; den enfoldige Quattro Formaggi og den arbejdsløse Danilo. De planlægger sammen med Cristiano at plyndre en hæveautomat, men alt går ved skæbnens ugunst galt, og det ender med død og ulykke. Hovedpersonerne er skildret, så læseren sympatiserer med dem og under dem det godt, men det skulle ikke være så, og man læser den velskrevne roman med stigende uro.
Danske læsere kender Niccolo Ammaniti (f. 1966) for sin meget roste debutroman Jeg er ikke bange, 2004.
Velskrevet roman fra bunden af det italienske samfund om kærlighed, venskab, ensomhed og afmagt. På vej mod afgrunden befinder de fire hovedpersoner sig mellem håb og resignation, og som læser under man dem virkelig et bedre liv end det kaos, der hersker omkring dem.