Bogen er for biografielskere og navnlig til Johannnes Møllehaves mange læsere.
Johannes Møllehave behøver ikke nogen nærmere præsentation. Kaster man et blik sidst i M under 99.4, vil man se en lang række titler, hvis de ellers er hjemme i øjeblikket. På myrens fodsti indledte i 1975 denne lange række. Nu genudgives den i anledning af Lindhardt & Ringhofs 40 års jubilæum sammen med 9 andre titler af forlagets mest succesfulde forfattere. Titlen siger noget om perspektivet i bogen - skråt nedefra. Det er smukt, skræmmende og underholdende. Man kan frydes over små lysende perler som: "Da jeg var otte år, vidste jeg alting. Siden er det gået kraftigt ned ad bakke" - fra efterordet. Og når efterordet nu nævnes, skal det også siges, at det er skrevet til en udgave fra 1982.
På myrens fodsti er kommet i mange oplag og udgaver siden 1. udgave i 1975. Senest i Erindringstrilogi 1975-1980, 2001. Der er ikke noget nyt i denne udgave. Der er tale om en paperback.
Genudgivelse af Johannes Møllehaves dejlige barndomserindringer. Bogen var et glædeligt gensyn, men behøver ikke anskaffes, hvor der er pæne eksemplarer nok på hylderne.