En familiebog om at tage på en længere skovtur, skrevet så den kan læses af mellemstore børn. Det er en illustreret fagbog, som i et direkte, letløbende sprog henvendt til barnet fortæller om, hvad der skal til, når man tager på tur i skoven med overnatning m.v. Bogen er delt op i længere kapitler om emner som udstyr og mad til turen, skrevne og uskrevne regler for færdsel i skovene, overnatningsmuligheder, bålpladser, forslag til aktiviteter og skovens farer som f.eks. skovflåter og giftige svampe. Teksten rummer en mængde informationer, praktiske råd og vejledninger som f.eks. bygning af en bivuak. Den er sat i to spalter og skrevet i en letflydende uhøjtidelig stil, som gør bogen egnet til at læse fra ende til anden. Den er gennemill. med relevante farvefotos og s/h tegninger såvel instruktive som mere stemningsfulde naturbilleder samt nærbilleder af træer, planter, bær o. lign. Flere af billederne viser en gruppe børn og voksne på tur i skoven i en stil og et udtryk, der passer til bogens uhøjtidelige tone. En god, inspirerende bog til familien, der skal på tur med overnatning i skoven for første gang og gerne vil forberede sig. Kan selvlæses fra ca. 10, men bedst sammen med en voksen. Højtlæsning fra ca. 7 år.