Den norske forfatter, der i sit hjemland tidligere har udgivet digte og skuespil, har skrevet en knugende bog om en barndom præget af en psykisk ustabil mor, en far, der lader stå til, ensomhed og ikke mindst følgerne af et seksuelt overgreb. Da Vilgot er elleve år er han på vej til en ven. Det er i hvert fald, hvad han har fortalt forældrene, men som så ofte før er han bare ude for at være væk hjemmefra, og det står hurtigt klart, at der sker noget afgørende denne dag, men som i et terapiforløb indkredses emnet meget langsomt og tager udgangspunkt i Vilgots voksenliv, hvor vi møder ham isoleret på en gård med en agterudsejlet russisk cirkuselefant i laden. Gennem pluk fra barndommen og den nære fortid kommer erkendelsen frem og elefanten bliver symbol på en indre dæmon, der må slippes fri med store skader til følge. Bogen er meget velskrevet og gribende og behandler sit emne på en meget fin og følsom måde, der trods den meget traumatiske opvækst aldrig forfalder til sentimentalitet, og er letlæst trods sin lidt kringlede konstruktion.