Bogens syv store opslag rummer kig-og-find aktiviteter, hvor påskeharen skal findes blandt de mange aktive dyr. Fornøjelseslæsning med de ca. 2 1/2-5-årige.
Bogen har kraftige papsider, klare farver og store opslag med glade, påklædte dyr i gang med påskeaktiviteter. En lille tekst opfordrer til at finde bestemte dyr bl.a. påskeharen, der er med på alle opslag. Krause tegner i en glad, neutral stil, der er behagelig at kigge på men ikke virker personlig. Richard Scarry er tydeligvis et forbillede. Vidt forskellige dyr, harer, ræve, mus, fugle osv. i fælles aktivitet. En hilsen til Scarry ses da også i den Ole Orm-lignende figur på (vistnok) hvert opslag.
Jul i Vrimmelskoven (13/41) er helt sammenlignelig, og stil og streg er også som i de 9 andre findebøger af Krause, senest Hvor er den lille boremaskine? (13/41). Der er som bekendt mange myldrebilledbøger, men ikke andre med påsketema.
Der er masser at kigge på sammen med de yngre kig-og-find-billedbogsfans i denne solide bog. Streg og stil er uskyldig og uden særlig personlighed, men også hyggelig på samme måde som billederne på de pappåskeæg, vi fylder slik i hvert år til påske.