En kortfattet, kronologisk gennemgang af kunstnerens samtid, liv og værk. Hvert opslag behandler en tidsperiode på 3-10 år, som sammenfattes i en tidslinje nederst på opslaget. Undtaget herfra er tre tematiske opslag om hhv. krigsårene, Picassos mange talenter samt arven efter Picasso. En forholdsvis kortfattet brødtekst suppleres på hvert opslag af billedtekster, faktabokse og citater. Teksten fordrer en del forforståelse og vil næppe være forståelig før i 15-16-års alderen, hvor bogen vil kunne anvendes til selvstudier og opgaveløsning. Jeg synes desværre at bogen er præget af et uskønt layout, hvor mange typografier stritter mod hinanden, og hvor farvebaggrunde og -rammer ikke altid lader billedmaterialet komme til sin ret. Bogen afsluttes med et opslag som sammenstiller Picasso og Matisse, en god ordforklaring, litteratur og adresseliste samt stikordsregister. Fra 1990'erne har vi flere andre titler om kunstneren: Picasso (1994) har et smukkere layout, Picasso (1995) rummer aktivitetsforslag, Picassos billeder (1996) er en oplevelses- og aktivitetsbog for lidt yngre børn. I En søndag med - Picasso (1995) lægges beretningen i kunstnerens mund.