Denne selvstændige fortsættelse til Ridderen fra rummet fra 2000 kan bruges til højtlæsning fra ca. 5 år. Handlingen udspiller sig i et nutidigt, bymæssigt Bulderby univers, der rummer den tryghed, som også moderne børn har brug for, kombineret med hverdagens små dramaer skildret i børnehøjde. Bogen beretter om 7 små episoder i en lille svensk drengs liv i løbet af et halvt års tid, indtil han begynder i skolen. Der er et lidt nostalgisk præg over bogen med en tilsyneladende hjemmegående mor med en engels tålmodighed og stor forståelse for børn, og et miljø der giver børnene mulighed for fri udfoldelse uden voksenkontrol, men hele tiden med de voksne som kærlige bagstoppere. Forfatteren skildrer meget sikkert og levende og uden at tale ned til børnene små, men væsentlige episoder i et førskolebarns liv i familien og sammen med legekammerater, som f.eks. at flytte, at lære at cykle, at fare vild og at begynde i skolen.