Her er den sjette bog i letlæsningsserien om Palle og hans far. Den vil blive lige så efterspurgt som de forrige af begynderlæsere fra 7 år. Layoutet er der ikke ændret på. Teksten er verssat. Den er skrevet i et dialogfyldt meget lettilgængeligt sprog. Sætningerne er korte hovedsætninger, enkelte sammensatte ord har delestreg. Alligevel emmer bogen af atmosfære og humor. Palles fodboldengagerede far er ramt lige på kornet. Han er prototypen på en far, der blander sig i sønnens fodboldspil. Og Palle er et forstående og tålmodigt barn. Med til at skabe atmosfære er naturligvis Claus Bigums herlige farveillustrationer. Alene forsiden vil trække læsere til. De er tegnet i den sædvanlige humoristiske og lidt grove streg i stærke farver. De fortæller meget af handlingen og er derfor en vældig god støtte ved læsningen af teksten. Palle skal til fodbold. Som altid tager Palles far med. Der er ingen ende på hans gode råd. Han forsøger sig også mindre heldigt på den tomme bane, men det ser Palle heldigvis ikke. Under kampen blæser fars hat ind på banen. Derfor bliver Palles far skyld i, at Palle ikke scorer.