Bogen henvender sig til historisk interesserede fra gymnasieniveau og er oplagt til opgaver på det niveau.
Den engelske historiker Antony Beevor har skrevet en håndfuld efterspurgte bøger om 2. verdenskrig, bl.a. om Berlin, Stalingrad og D-dag. I denne bog hvor han har allieret sig med sin kone, beskriver han i fire dele de politiske og kulturelle forhold i Paris 1944-1949: Fra befrielsen til krigsafslutningen, året efter krigen (de Gaulle), den kolde krig og normalisering. Hvert afsnit er opdelt i en række temaer. Den beskæftiger sig især med kultureliten (fx Sartre, Beauvoir, Picasso og Hemingway), politikere og den engelske informationsminister Duff Cooper. Den tegner et billede af et på mange planer politisk og kulturelt splittet Frankrig, spændende fra de Gaulles anti-amerikanisme til kommunistpartiet. Bogen gennemgår bl.a. det noget hykleriske og ufuldendte retsopgør, sortbørs, den kolde krig, Marshallplanen og forsøget på at fastholde stormagtsstatus med kolonierne i Mellemøsten og Indokina. Desuden belyses forholdet til stormagterne USA og USSR. Bogen er skrevet journalistisk med mange cases. Den er illustreret med 16 sider indstik med sort-hvid fotoer.
Frankrigs historie i denne periode er ubeskrevet i nyere tid på dansk. Perioden generelt er kun indirekte dækket gennem mere bredt dækkende titler.
En populærvidenskabelig rundtur i den tumultariske tid efter befrielsen af Paris 1944.