Partition er for alle der holder af en dramatisk kærlighedsfilm. Formidles i sammenhæng med historier om krig og kærlighed samt historien om delingen af Indien i 1947.
Indien/Pakistan 1947. Englænderne forlader Indien og landet deles i det muslimske Pakistan og det sekulariserede Indien. Den unge pige Naseem er på vej til Pakistan med sin familie, da en massakre mod muslimerne iværksættes af de lokale sikher. Naseem flygter og findes af inderen og sikhen Gian, der skjuler hende i sin landsby. Efterhånden lærer de lokale sikher at tolerere Naseem og Gian, de forelsker sig, bliver gift og får en søn. Naseem får efter nogle år mulighed for at opsøge sin mor og sine brødre i Pakistan. Det bliver starten på et dramatisk opgør, hvor gammelt had og alle følelser kommer i spil.
Imperiets juvel og filmen Gandhi omhandler den samme dramatiske periode i Indiens og Pakistans historie, fra den mere overordnede historisk-politiske vinkel. I Partition fokuserer instruktøren Vic Sarin på de menneskelige omkostninger, der fulgte i kølvandet på Indiens deling. Vic Sarin er desuden kendt for "Whale Music" og "Margaret's Museum". Historier om splittelse, delingen af nationer og kærligheden til den ukendte fremmede.
En dramatisk kærlighedshistorie, der belyser de menneskelige omkostninger, der følger af en politisk og religiøs deling af et folkeslag. Velinstrueret og velspillet. Man fornemmer at instruktøren er personligt berørt af delingen af Indien og Pakistan.