For passionerede og nostalgiske Agatha Christie-fans.
I rækken af genudgivelser er turen nu kommet til en af A.C.'s få spionromaner. Handlingen virker noget virkelighedsfjern. Verdensordenen trues af en mystisk sammensværgelse med tydelige nazistiske træk, som manipulerer den naive ungdom i store dele af verden til voldshandlinger. En kreds af samfundsstøtter prøver at afsløre bagmændene og rekrutterer sir Stafford Nye, som ingen tager helt alvorligt. Han involveres i et farligt politisk spil, hvor alle mistænker hinanden, og intet bliver sagt rent ud. Man skal ikke læse bogen for spændingens skyld, for der er en del tomgang i handlingen, plottet virker ikke særligt gennemarbejdet, og en videnskabelig vinkel med en opfindelse, der kan undertrykke menneskers aggressioner, forekommer påklistret. Agatha Christie holder fast i de gode gamle dyder og den etablerede samfundsorden, der skal beskyttes mod onde anslag. Det bliver den, uden at det bliver for nervepirrende, og der er en vis underholdningsværdi i de mere eller mindre farverige og klichefyldte beskrivelser af bogens særprægede personer.
Tiden har været hård ved denne spionroman, der ikke kan måle sig med de klassiske krimier med miss Marple og Hercule Poirot.
En atypisk og ikke særligt vellykket spionroman fra den uhyre produktive, store engelske krimiforfatter, der lagde grunden til den klassiske engelske krimi. Vil efterspørges af de virkelig dedikerede Agatha Christie-fans og kan have historisk interesse.