Passager til Frankfurt

Julian Symons har om Agatha Christie skrevet "at hendes indsats tegnes af en mesterlig tilpasning til skiftende vilkår", og da vi nu er i en periode med international uro og ungdomsoprør, Så "tilpasser" hun sig. I hendes nyeste bog går disse ting op i en højere enhed med voldsmentalitet, verdensfinans, narkotikahandel og sågar rygter om Hitlers overlevende søn. En skøn, mystisk dame og en diplomat med humor er med til at afværge en verdensomvæltning, der forberedes og styres af en samling gale, der bl. a. har kontrol over våbenfabrikation, finansforhold, narkotikahandel og hermed skaber en arisk ungdomskult. Som en biting giver Agatha Christie et mesterligt og ondt ironisk portræt af de Gaulle. Hun har tidligere i De fire store været inde på kampen om verdensherredømmet, men den gang kom Poirot i vejen, det kunne tyde på, at emnet er en besættelse snarere en tyk ironi. Bogen er ikke særligt spændende og ude i det helt parodiske, men bæres selvfølgelig oppe af hendes erfaring ogteknik og nogle få gode bipersoner. Som de fleste af hendes seneste bøger er denne et tegn på, at hun burde pensioneres og ikke spolere billedet af en mester. Bogen kan undværes.

Read the full assessment

For passionerede og nostalgiske Agatha Christie-fans.

I rækken af genudgivelser er turen nu kommet til en af A.C.'s få spionromaner. Handlingen virker noget virkelighedsfjern. Verdensordenen trues af en mystisk sammensværgelse med tydelige nazistiske træk, som manipulerer den naive ungdom i store dele af verden til voldshandlinger. En kreds af samfundsstøtter prøver at afsløre bagmændene og rekrutterer sir Stafford Nye, som ingen tager helt alvorligt. Han involveres i et farligt politisk spil, hvor alle mistænker hinanden, og intet bliver sagt rent ud. Man skal ikke læse bogen for spændingens skyld, for der er en del tomgang i handlingen, plottet virker ikke særligt gennemarbejdet, og en videnskabelig vinkel med en opfindelse, der kan undertrykke menneskers aggressioner, forekommer påklistret. Agatha Christie holder fast i de gode gamle dyder og den etablerede samfundsorden, der skal beskyttes mod onde anslag. Det bliver den, uden at det bliver for nervepirrende, og der er en vis underholdningsværdi i de mere eller mindre farverige og klichefyldte beskrivelser af bogens særprægede personer.

Tiden har været hård ved denne spionroman, der ikke kan måle sig med de klassiske krimier med miss Marple og Hercule Poirot.

En atypisk og ikke særligt vellykket spionroman fra den uhyre produktive, store engelske krimiforfatter, der lagde grunden til den klassiske engelske krimi. Vil efterspørges af de virkelig dedikerede Agatha Christie-fans og kan have historisk interesse.

Read the full assessment