Filmen henvender sig til børn fra 3-6 år. Det vil være en fordel, hvis børnene kender til Peddersen & Findus i forvejen, for filmen refererer bl.a. til dengang Peddersen fik kattekillingen Findus.
Peddersen har svært ved at huske, og Findus gør alt muligt for at få ham til at huske igen, og fortæller historierne om fx dengang Peddersen fik Findus, da Findus blev væk og deres skattejagt. Der er flere andre tilbageblik i denne tegnefilm, som virker episodisk. Det hele holdes pænt sammen af rammehistorien, som tematiserer glemsomhed/senilitet, dog uden at den virkeligt problematiserer eller forklarer. Animeringen er rimeligt levende, uden at være super dynamisk eller overraskende. De danske stemmer er joviale og troværdige i forhold til figurerne. Universet er det kendte, let moderniseret, også fordi filmmediet jo er et andet fortællemedie end billedbogen, og derfor bl.a. har filmene et helt andet udtryk end bøgerne. Men jeg tror at børnene i målgruppen nyder begge dele. Omslag passer til indhold, og opskriften på duoens pandekager er trykt på indersiden af omslaget.
Vi er jo i det svenske univers, hvor Mor Muh og Krage også findes som tegnefilm, og målgruppen er de samme børn og deres voksne. Men vi har jo også tre andre ganske populære film om Peddersen & Findus.
En hyggelig og rimelig vellykket tegnefilm om den hyggelige og dynamiske svenske duo, Peddersen & Findus, hvor børn let identificerer sig med Findus, og hvor Peddersen ofte repræsenterer en bedsteforælder.