Pedellen er Peter Fogtdals 6. roman. Det er på en og samme tid en finurlig satire og et frysende og desperat psykologisk portræt. Bogens jeg-fortæller har måttet forlade sit job som pedel og er nu invalidepensionist. Er han en næstekærlig, fredsommelig og naivt barnlig sjæl? Eller er han skingrende sindssyg? En paranoid psykopat, for hvem drømme, virkelighed og illusion rabler sammen i et kaotisk og destruktivt ragnarok? Han rejser til Venedig, da han i en drøm har set Markuspladsen blive sprængt i luften. Han kender endog det præcise tidspunkt! Det sker tilsyneladende også, men man bliver under læsningen mere og mere i tvivl om, hvad der sker i virkeligheden, og hvad der foregår i pedellens skæve, forkrøblede hjernevindinger. Sproget er en vidunderlig og helt konsekvent blanding af uskyldig bogstavelighed og poetiske metaforer. Det forstærker billedet af den elskelige og måske dødsensfarlige fortæller. Det er Fogtdals mest helstøbte roman til dato. Præget af sikker stilsans og med en unik sproglig udtrykform. I ordenes egentlige forstand en uhyggeligt morsom fortælling.