Pelle er bedste venner med sin kat, Pølse. En dag Pelle kommer hjem fra skole, er vinduet åbent, og Pølse er væk. Let at læse for 7-9-årige.
Pelle forstår ikke, hvorfor hans mor synes, at han skal finde en rigtig ven. Han har jo sin kat, Pølse. Da Pølse forsvinder, får Pelle ondt i maven. Han må ud at lede, for hvad er der sket med Pølse? Bogen er en "Tigerbog" i serien "De små stribede" fra forlaget Carlsen. Lix 6 og lettal 18. Der er syv små kapitler. Forsiden viser Pelle sammen med en pige med en stor hund.
God historie om en dreng og hans elskede kat. Pelle vil bare have sin katteven tilbage, men han finder noget andet og uventet. Man kan sige, at slutningen er starten på noget nyt for Pelle. Selv om det er trist, at katten er løbet væk, så er bogen også sjov. Da Pelle bliver ved med at kalde: "Pølse, Pølse, Pølse", spørger en dreng fx: "Er du sulten?". Linjerne er korte, og der er masser af farve på illustrationerne. De viser, hvad der sker i teksten, og flere steder er der talebobler med små kommentarer fra personerne.
Der er en del bøger om børn og deres venskaber med dyr. Vax er væk er også en af "De små stribede", men den er lettere. I Mikro Dingo-serien er der "Bella-bøgerne" om Sine og hendes hund Bella.