At beatmusikken mere end jazzen har betydning for nutidspoesien, er en gammel nyhed - »beatgenerationen« er snart en etikette hen over alle debutanter. Klaus Høecks nye, omfangsrige digtsamling Pentagram er vel det til dato mest markante eksempel på denne musiks indflydelse: bogen er bygget op som et personligt beat-katalog over navnene Savage Rose, Pink Floyd, King Crimson, Yes, Doors, Jimi Hendrix, Rolling Stones, Velvet Underground, Grateful Dead og Jefferson Airplane. Afsnittet om Hendrix drejer sig nu mere om valgets svære kunst - skal kataloget medtage Steppenwolf, Beatles eller Hendrix? Det er både morsomt og lærerigt. Ellers er bogen en blanding af poetisk skønhed og tomhed (»Jeres beat er underjordiske solnedgange / harlekinsommerfugle i sten«, om gruppen Yes), private funderinger fra notesbogen (f. eks. er der problemet med hele bogens vanskelige pentagram-opbygning), og direkte, opfordrende henvendelse til læseren (»Gå derfor, kære læser / nu hen og læg Strange Days /på grammofonen«), - Klaus Høecks største inspiration er måske alligevel et stykke litteratur, nemlig Th. Björnvigs beat-essay »Oprør mod neonguden«, og Pentagram dediceres da også til Bjørnvig. - Voksenudlån og ungdomshjørne.