Jeg tør næsten sværge på, at Ole Lauring har læst flere af Per Wahlöös romaner meget grundigt. Ikke sådan ment, at han blot er en epigon, for han skriver blændende godt, men mønstret er detsamme: en meget spændende handling i et fremmedartet miljø, med en sikker lokalkolorit, hvor de politiske og sociale aspekter indgår som et naturligt led. Handlingen udspiller sig i et lillemexicansk fiskerleje, hvor man enten er rig eller fattig. Juan Lorenzo og hans ven Crispin er fiskere og ellers medhjælpere på det stedlige hotel. De tilhører den laveste kaste, kun indianerne oppei bjergene er ringere. Ved et rent og skært uheld kommer de i politiets søgelys, og hermed er deres skæbne beseglet på grund af deres sociale status. Øvrigheden, d.v.s. politiet og fagforeningerne,er korrupt, og langsomt men sikkert fører det frem til en katastrofe. Men også de andre personer er tegnet med sikker hånd, hotelværten, lægen der er gået tilbunds i druk, en idealistisk lærerinde,som Juan Lorenzoforelsker sig i, og pigerne på bordellet. Efter denne debut at dømme kan man vente sig store ting fra Ole Lauring.