Filmen er udgivet af Peter Sabroe-klubben, der bygger på socialdemokratiske grundholdninger og mener, at en politisk indsats kan præge samfundet. Filmen er oplagt til pædagogstuderende, idet den beskriver Sabroes kamp for at bedre forholdene for de laveste i samfundet omkring år 1900.
Peter Sabroe (født 1867) er især kendt for sin kamp for de svage og forsvarsløse i datidens samfund: børn, tjenestefolk, kriminelle og sindssyge. Filmen følger kronologisk hans liv fra dreng i en fattig familie i Silkeborg, over tiden som skomagerlærling til livet som journalist i Århus. Sabroe engagerede sig personligt i kampen og blev meget populær i underklassen. Han var ikke altid lige velset i sit parti, Socialdemokratiet, som på den tid politisk spændte fra moderate til revolutionære. Sabroe blev i en sag om et børnehjem idømt en stor bøde for injurier - hans jurist udtalte, at Sabroe altid havde moralsk ret, men hans sager var juridisk håbløse. I ekstramaterialet fortælles om S-klubbens årlige prismodtagere. Her er især afsnittet om 2010-modtageren, foreningen Børns Vilkår, godt. På Nettet findes en 46 s. lang bog om Peter Sabroe og hans arbejde.
Sabroe kan sammenlignes med Lisbeth Zornig, der også kæmper for rettigheder til dem, samfundet svigter mest.
Portrætfilm om journalisten og den socialdemokratiske politiker Peter Sabroe og hans kamp for at bedre forholdene for samfundets svageste. Det er ikke den store filmkunst, men en film der bør være tilgængelig på de fleste biblioteker.